Skotland – Ayrshirekystens hemmeligheder
Hvis du er til prangende havekunst, historiske slotte og ægte skotsk gæstfrihed, er denne spændende efterårstur til den vestskotske Ayrshirekyst lige noget for dig. Her tager vi en stor og smagfuld bid af dét Skotland, der gemmer sig væk fra de ikoniske storbyer og det berømte højland, men som er en mindst lige så bugnende skatkiste af oplevelser for både kultur- og naturelskere.
Under hele rejsen bor vi i billedskønne omgivelser i den hyggelige kystby Irvine, hvor vi har inkluderet middagen hver aften på hotellet efter vores daglige udflugter langs de dragende kyster og ud på to af de smukke øer i Firth of Clyde-bugten; Isle of Bute og Isle of Arran. Her oplever vi idylliske badebugter med bløde sandstrande, skovklædte bjerglandskaber indhyllet i tåge samt en perlerække af flotte udsigter over de betagende omgivelser. Men selvom naturen på både øerne og kysterne er en stor del af charmen i denne del af Skotland, skal vi også have os nogle ganske særlige kulturoplevelser.
På hver af rejsens fulde dage stifter vi nemlig bekendtskab med nogle af de pragtfulde slotte og palæer, som skotske rigmænd, hertuger og andre adelige gennem tiden har opført i denne fredfyldte del af landet. Glæd dig bl.a. til at besøge den storslåede herregård Mount Stuart på Isle of Bute, det historiske Brodick Castle på Isle of Arran samt det berømte Culzean Castle med sin dramatiske placering på en klippekant. Vi har inkluderet entréerne til de prægtige ejendomme, hvor der hvert sted også bliver god tid til at slentre rundt i de mange hektar store og fantastisk smukke haveanlæg. Og så får vi også glimt af andre borgruiner og flotte landemærker på vores daglige køreture rundt i de betagende omgivelser.
Så kom med, når vi over fem dage udforsker skjulte kulturperler og uberørt natur i en del af Skotland, som de færreste har besøgt.
Gislev Rejser er teknisk arrangør på denne rejse.