Skip to main content

Rejser til Thailand

-
Hvide paradisstrande, templer og masser af smil
Se ledige afgange i

Fredfyldte, hvide sandstrande, frodig jungle, fantastiske bjergudsigter, funklende templer, pulserende byliv, det velsmagende thailandske køkken, et tropisk klima og gæstfrihed i overflod… Man kan godt forstå, hvorfor mange danskere hvert år vælger at besøge Thailand, og hvorfor landet er et af de mest populære rejsemål i hele Asien. Når du rejser til Thailand med NILLES Rejser, får du den helt perfekte kombination af afslappet stemning, smukke paradisstrande, eventyr og kulturelle oplevelser. Og så garanterer vi, at du begynder at planlægge din næste rejse til "Smilets land", allerede når du sidder i flyet på vej hjem til Danmark.

Thailand fra nord til syd

Thailand byder på et hav af spændende oplevelser, uanset hvilken del af landet du besøger. I det sydlige Thailand dominerer de kridhvide sandstrande, det turkise vand og de palmeklædte kyster på paradisøer som Koh Samui, Koh Chang, Koh Lanta, Koh Lipe, Koh Ngai Koh Tao, Koh Samet og Koh Phangan. Det centrale Thailand er i høj grad præget af millionmetropolen Bangkok med dens skinnende skyskrabere, gyldne templer, mange restauranter, pulserende storbyliv og en imødekommende befolkning, der møder dig med et smil, uanset hvor du befinder dig. I det nordlige Thailand - det, som mange vil karakterisere som det ægte Thailand - er der længere mellem turistmagneterne men til gengæld kortere til de frodige regnskove, den venlige lokalbefolkning og den landlige, thailandske kultur, som kommer til sin ret både i de større byer som Chiang Mai og Chiang Rai og de små landsbyer.

Bangkok for begyndere

De fleste rejser til Thailand starter i pulserende Bangkok, der er indbegrebet af en asiatisk storby. Byen er en dynamisk metropol, hvor gamle templer og moderne skyskrabere sameksisterer i en fascinerende kontrast. Her kan du opleve det travle markedsliv langs flodbredderne, spise lækker thaimad fra de populære gadekøkkener, shoppe i de imponerende indkøbscentre, besøge byens mange templer og i det hele taget komme helt ind under huden på den thailandske kultur og den venlige befolkning.

Grand Palace

Vi udforsker selvfølgelig også det gamle kongepalads Grand Palace med sine mange guldbelagte bygninger og besøger den 46 meter lange og 15 meter høje buddha, der ligger og slapper af inde i Wat Pho-templet. Wat Pho siges da også at være fødestedet for den traditionelle thaimassage, og mange besøgende vælger derfor meget passende at sætte tid af til lidt afslapning og få sig en god massage, mens de lærer om thaimassagens gamle teknikker og historie.

Unikke oplevelser når mørket falder på

Når solen går ned, vågner Bangkok virkelig til live. Byen by night er en herlig symfoni af lys, lyd og leben, der tilbyder uendelige muligheder for underholdning og oplevelser. Byens mange tagterrasse-barer er for eksempel det oplagte sted at nyde en cocktail med udsigt til Bangkoks blinkende skyline, og skal du endnu tættere på, kan du tage på nattemarked. På vores rundrejse kommer du også til at opleve byens magiske aftenstemning fra vandsiden på et dinner-cruise, hvor de oplyste seværdigheder og monumenter glider stille forbi.

Nordthailands mageløse landskaber

Rejser til Thailand er mere og andet end dejlige strande, smukke øer og lange dage i det turkisblå hav. Nogle af de mest betagende landskaber finder du i Nordthailand og i bjergområderne omkring Chiang Rai. Omgivet af frodige bjerge og grønne dale er Chiang Rai et paradis for naturentusiaster, som gerne tager på vandreture og udforsker de mange vandfald, varme kilder og smukke natur i området. Her tager lokale guider dig med rundt i det autentiske Thailand og viser dig mange af de magiske naturoplevelser, som har gjort denne del af landet til en favorit blandt naturelskere fra hele verden.

Buddhistiske templer i massevis

Chiang Rai er også kendt for sin rolige atmosfære og autentiske thailandske charme, der virker som en magnet på eventyrlystne rejsende, og så er den tilmed hjemsted for nogle af Thailands mest ikoniske templer. Det mest berømte er Wat Rong Khun, også kendt som Det Hvide Tempel, som vi besøger på vores rundrejse ‘Thailand – en rejse ind i Østens hjerte’. Templet er designet og finansieret af kunstneren Chalermchai Kositpipat, som har kreeret en moderne og blændende hvid bygning prydet med spejle, der glimter i solen. Det er et syn for guderne – særligt på grund af den noget utraditionelle kunst og udsmykning, der er inspireret af alt fra Hello Kitty og Kung Fu Panda til The Matrix.

Den Gyldne Trekant - hvor tre lande mødes

Et af de mest fascinerende områder i Nordthailand er Den Gyldne Trekant, hvor grænserne mellem Thailand, Laos og Myanmar mødes. Med NILLES Rejser kommer vi selvfølgelig til at sidde i første parket til det her unikke møde, når vi kører til et af de bedste udsigtspunkter, hvorfra vi også får et flot kig over den mægtige Mekong-flod, der snor sig igennem landskabet. Når vi senere tager på en afslappende bådtur efterfulgt af frokost med panoramisk udsigt til den rindende flod, giver det mening, hvorfor området hører til de smukkeste og mest fascinerende i hele Thailand. Men sådan har det ikke altid været. Den Gyldne Trekant gemmer på en fortid som centrum for opiumproduktion og handel, hvilket gjorde området temmelig berygtet. Dyrkningen blev først stoppet i 1988 af Thailands tidligere konge, og på opiummuseet i Chiang Saen får vi et spændende indblik i opiumshandlens historie og dens indvirkning på regionen.

Charmerende Chiang Mai

Chiang Mai, Thailands næststørste by og Nordthailands største, imponerer med sine godt 300 templer, og så er den omkranset af betagende grønne bjerge, billedskønne omgivelser og generelt helt fantastisk natur. Som storby (særligt den gamle bydel) er den med sine templer, gyldne pagoder, orangeklædte munke og duften af røgelsespinde og lotusblomster derfor en mere rolig og fredfyldt fornøjelse end eksempelvis Bangkok. Du får naturligvis stadigvæk den dejligste dosis af Thailands charme i Chiang Mai, når vi besøger livlige markeder, spiser udsøgt thaimad krydret til perfektion og tager på en idyllisk cykeltur langs Ping-floden. Men mere om det om lidt.

Det smukkeste tempel

For en af de mest spektakulære Chiang Mai-oplevelser får vi nemlig ved at bestige trappen op til det gyldne tempelkompleks, Wat Phra That Doi Suthep. Templet anses for at være et af de helligste steder i Nordthailand og er smukt placeret i en nationalpark på Doi Suthep-bjerget. Har du ikke mistet pusten efter de 309 trappetrin, gør du det helt sikkert, når du ser panoramaudsigten til Chiang Mai og de omkringliggende bjerge.

Oplevelser uden for Chiang Mai

Chiang Mai er den perfekte base for udflugter i nærområdet. Vi besøger blandt andet et reservat med pensionerede gamle arbejdselefanter ved floden uden for Chiang Mai og får et interessant indblik i, hvordan man tidligere var dybt afhængige af de mægtige elefantkræfter, når der skulle slides og slæbes i tømmerindustrien. Vi kører i oksekærer gennem lokalområdet og sejler på tømmerflåde ned ad floden og igennem den indbydende grønne natur. Livet ved Ping-floden oplever vi også på bedste måde, når vi tager på en guidet cykeltur, og i stille og roligt tempo cykler langs floden hen over broer og gennem små landsbyer. Vi gør små stop undervejs – blandt andet ved et spændende monument, en grøntsagsplantage og en gammel ruinby.

River Kwai – junglestemning og Dødens Jernbane

For historieinteresserede er jungleområdet ved Kanchanaburi noget nær det perfekte rejsemål. Området gemmer nemlig på barske historier fra 2. Verdenskrig og japanernes besættelse. I løbet af et par dage besøger vi JEATH-museet og sejler på River Kwai til den berømte bro over floden, hvor tusindvis af krigsfangers liv gik tabt under broens opførelse og konstruktionen af Dødens Jernbane. Vi tager også en malerisk togtur på den berygtede jernbane og besøger bjergpasset Hell Fire Pass, som blev skåret ud af klippen under umenneskelige forhold. Der var danskere blandt de mange døde krigsfanger, og de ligger begravet på krigskirkegården, som vi naturligvis også besøger, og hvor der er tid til refleksion og til at erindre krigens grusomheder og mange ofre.

Thailands hvide sandstrande

Rejser til Thailand er også besøg på nogle af verdens mest fantastiske strande – og øer som Phuket, Krabi, Koh Chang, Koh Lanta, Koh Samui, Koh Mook, Koh Jum og Koh Tao lokker med fredfyldte bountystrande med svajende palmer og det blødeste hvide sand og mest turkisblå vand, du kan drømme om. Her svømmer de farverige fisk næsten helt op på de hvide sandstrande, og bliver du træt af at snorkle eller plaske rundt i vandkanten, så kan du lægge dig op på en solstol og nyde en afkølet kokosnød eller en pad thai under palmebladenes skygge. Det er da det, man kalder en afslappende ferie.

Nogle af Thailands bedste strande findes i Hua Hin

Også Thailands ældste ferieby, Hua Hin, giver dig de perfekte rammer for en solferie. Vi besøger den charmerende kystby ved Siambugtens glitrende solkyst og tjekker ind på et dejligt hotel lige ud til en skøn strand, hvor du også kan dase ved poolen, nyde afslappet luksus med massage i hotellets spa, smage de lokale specialiteter på en af de mange hyggelige strandrestauranter og ellers bare gå på opdagelse i byen. Med sine smukke strande, luksuriøse resorts og rige kultur er Hua Hin det ideelle sted at lade batterierne op og nyde det bedste af, hvad Thailand har at byde på. Og så er byen den perfekte afslutning på vores rundrejse i Thailand.

Rejser til Thailand med NILLES Rejser

Thailand er et meget overkommeligt rejsemål, når du vælger at tage afsted på en grupperejse, og stor tryghed, fantastiske oplevelser og godt selskab er det, der kendetegner vores rejse til Thailand. Stort set alle måltider er inkluderet, vi bor på gode og moderne hoteller i alle byer, og du er altid i nærheden af en dansktalende rejseleder, der kan hjælpe dig med at forstå den thailanske kultur og give en hjælpende hånd med lokale tips, praktiske ting og sprog.

Vejret i Thailand

Du kan tage afsted på vores rejse til Thailand i både januar, februar og marts, hvilket er den køligste og tørreste periode på disse breddegrader med temperaturer lige omkring de 30 grader og masser af solskinstimer. Vi undgår altså de våde sommermåneder med ekstremt høj luftfugtighed, og selvom den asiatiske varme ikke kan sammenlignes med den europæiske, så er vejret i årets første måneder bestemt ikke en hindring for, at du kan få en fantastisk rejse til Thailand.

En rejse til Thailand er noget, du aldrig

glemmer

Thailand finder næsten altid plads på toppen af listerne, når magasiner, tv-programmer og afstemninger skal kåre verdens dejligste rejselande. Og for dem, der har besøgt landet, er Thailand kendt som et umådeligt gæstfrit sted, hvor der aldrig er langt til det nærmeste smil, en dejlig sandstrand, et smukt tempel og natur ud over det sædvanlige. Så ligger Thailand højt på din ønskeliste, så er der masser af undskyldninger for at booke en rejse og tage afsted.

Vores rejser til Thailand: 1 rejse fundet

Thailand - En rejse ind i Østens hjerte

Thailand - En rejse ind i Østens hjerte

  • Asien
  • Rundrejser
  • Rejselængde: 14 Dage
    Pris: Fra Kr. 22.995
  • Tag på rundrejse i Thailand med dansk rejseleder. Oplev det bedste af Smilets Land i bl.a. pulserende Bangkok, frodige Chiang Mai og ferieparadiset Hua Hin.

  • Dec
  • Jan
  • Apr
  • Maj
  • Jun
  • Jul
  • Aug
  • Sep
  • Okt
  • Nov
  • Dec
  • Jan
  • Feb
  • Mar
  • Apr
  • Maj
  • Danmarks bedste rejsearrangør 2019
  • Kvalitetsrejser
    i trygge rammer
  • Altid med erfaren
    dansk rejseleder
  • Sammen om
    nye oplevelser
Få nyhederne først
Få nyhederne først

Vær først med de seneste nyheder og få rejsetips og inspiration. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag hver måned i konkurrencen om 1.000 kr. at købe rejse for.

Vi svarer som regel indenfor 24 timer (hverdage)
7021 6022Se åbningstider
Luk menu