Julemarkeder i København og tivoli
I månederne op til jul pyntes København med funklende julelys og smukt dekorerede juletræer. Den varme julestemning lægger sig over de hyggelige julemarkeder rundt omkring i centrum, mens der på Strøget juleshoppes på livet løs i de smukt udsmykkede butikker. På denne rejse oplever vi byens to største julemarkeder på Kgs. Nytorv og Højbro Plads, ligesom vi skal beundre de kunsttfærdige udsmykninger på stormagasinet Magasin og luksushotellet d'Angleterre.
Som kronen på værket skal vi slentre igennem forlystelsesparken Tivoli, der ved juletid forvandles til et eventyrligt virvar af 1.200 juletræer, 60.000 julekugler, utallige lys og et hav af hyggelige boder med alt fra julestrik til æbleskiver og gløgg. Vi bor på det fine Absalon City Hotel, der ud over en dejlig morgenbuffet og moderne værelser ligger lige i smørhullet mellem Kødbyen, Tivoli og Strøgets mange shoppemuligheder.