Rundrejse i Albanien
Hvis du har tabt dit hjerte til lande som Grækenland og Kroatien, så kommer du til at elske vores Balkan-nyhed Albanien. Det lille land i bunden af Adriaterhavet er nemlig den perfekte blanding af frodig natur, lækre strande og gæstfri lokalsamfund krydret med en spændende historie, der går helt tilbage til antikken. Vores rundrejse begynder i hovedstaden Tirana med de karakteristiske, spraglede husfacader, og herfra tager vi rundt i landet og besøger bl.a. det byzantinske kloster i Ardenica, den antikke handelsby Apollonia og UNESCO-ruinbyen Butrint.