Skip to main content

Flyrejse til Nordirland

-
Oplev Giant's Causeway, Lisburn og historiske Belfast

Nordirland for solorejsende

Hvis du er til smuk natur, hyggelige landsbyer og spændende historie, så er der ingen vej uden om Nordirland. Det lille land på toppen af øen Irland har i århundreder levet en tumultarisk tilværelse i grænselandet mellem republikken Irland, der optager den resterende del af øen Irland, og det øvrige Storbritannien på den anden side af Det Irske Hav. Og i kølvandet på 80’ernes mange opgør mellem katolikker og protestanter har den lille nation udviklet en selvforståelse og et samfund, der er ulig noget andet på De Britiske Øer.

På denne solorejse til Nordirland tager vi kærligt favntag med landet, hvis klokker måske ikke ringer allerhøjest hos rejsevante danskere, men som ikke desto mindre er så spækket med store oplevelser, at dit første besøg med garanti ikke bliver dit sidste.

Under hele opholdet i Nordirland bor vi i den hyggelige by Armagh i den sydlige del af landet. Herfra tager vi på spændende udflugter til det sælsomme naturfænomen Giant’s Causeway på nordkysten, væverbyen Lisburn, kongeslottet Hillsborough, hovedstaden Belfast med det verdensberømte Titanic-museum samt på visit hos en fårehyrde og til smagning på et lokalt ciderdestilleri.

Denne rejse er arrangeret i samarbejde med vores søsterselskab Gislev Rejser. Som altid, når du tager afsted på en solorejse, så overnatter du på enkelt- eller dobbeltværelse uden at betale ekstra tillæg. Og så har vi på disse rejser også ekstra fokus på det gode sammenhold og fællesskabet, når vi i samlet flok tager på udflugter rundt i landet eller hygger os på vores dejlige hotel.

Glæd dig til

  • Hyggeligt samvær med andre solorejsende
  • Et godt hotel i landsbyen Armagh
  • Spændende udflugter til bl.a. Ciant's Causeway
  • En hel dag i Belfast inkl. entré til Titanic-museet
  • Besøg hos en fårehyrde og på en ciderdestilleri

Inkluderet i rejsens pris

  • 4 overnatninger i Nordirland
  • 4 x morgenmad
  • 4 x middag
  • Udflugter jf. program
  • Besøg og smagning på cider-destilleri
  • Entré til Hillsborough og Lisburn væver
  • Besøg hos fårehyrde inkl. frokost
  • Entré til Giants Causeway og Titanic
  • Dansk rejseleder

Dagsprogram

  • Programmet kan forekomme i anden rækkefølge, og den er ikke egnet for gangbesværede.

    Fra den 2. april 2025 skal du både medbringe gyldigt pas og en ETA, når du rejser til Storbritannien, som Nordirland jo er en del af. Læs mere om anskaffelse af ETA under pas og visum til Storbritannien under praktiske oplysninger.

  • Dag 1: Ankomst til Armagh via Dublin

    Vi flyver fra Danmark til Irlands hovedstad Dublin. Her holder vores bus klar til at køre os et par timer nordpå, over grænsen til Nordirland, til den lille landsby Armagh, hvor vi tjekker ind på Armagh City Hotel. Vi har resten af dagen til at komme på plads på vores værelser og lære hotellet, Armagh og hinanden bedre at kende, inden de næste dages mange spændende udflugter. Vi spiser fælles middag i hotellets restaurant om aftenen.

    Ankomst til Armagh via Dublin
  • Dag 2: Lisburn, Hillsborough Castle og besøg på ciderdestilleri

    I dag skal vi opleve tre meget forskellige sider af det nordirske samfund.

    Vi starter umiddelbart efter morgenmaden på hotellet, hvor vi kører til byen Lisburn, der over årene på det nærmeste er vokset sammen med hovedstaden Belfast, men som i 1800-tallet i dén grad var en by i sin egen ret. Byen blev nemlig berømt i hele Storbritannien på grund af de væverier, der skød op som paddehatte i kølvandet på industrialiseringsbølgen. De mange væverier, der på et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet beskæftigede langt de fleste af byens indbyggere, leverede stof og klæder til alt fra Europas kongehuse til soldateruniformer. Og selv om de fleste af de gamle fabrikker i dag er lukkede, så er byen stadig kendt vidt og bredt som ”vævernes by”.

    Vi går en tur rundt i byen og ser nogle af de smukke, gamle industribygninger, der stadig præger bybilledet, inden vi med masser af stof til eftertanke kører videre til dagens næste stop.

    Hillsborough Castle har i mere end 100 år fungeret som hjem for Nordirlands siddende regeringsleder og ”sommerhus” for den britiske monark, når denne besøger Nordirland. Slottet er ikke som sådan et slot, men mere det, man ville karakterisere som en stor herregård i klassisk, britisk stil. Men det gør bestemt ikke besøget mindre spændende.
    Du får tid til selv at gå rundt på slottet og i den tilstødende park og bliver klogere på det kludetæppe af love, regler, traktater og spændinger, der har præget Nordirlands forhold til både England og Irland i århundreder.

    Efter besøget på Hillsborough kører vi hjem mod Armagh, men på vejen skal vi have endnu en klassisk, nordirsk oplevelse. Vi skal nemlig på ciderdestilleri. På Long Meadow-gården lidt uden for byen Portadown har familien McKeever i tre generationer dyrket æbler og omdannet dem til læskende cider, som drikkes som vand over alt på De Britiske Øer. Vi skal en tur rundt på farmen og høre om dyrkningsmetoderne og naturligvis smage på nogle af familiens prisvindende ciderfrembringelser.

    Efter besøget på Long Meadow kører vi tilbage til Armagh, hvor vi har resten af dagen til at glæde os over de mange oplevelser i hinandens selskab og spise en god middag om aftenen i hotellets restaurant.


    Lisburn, Hillsborough Castle og besøg på ciderdestilleri
  • Dag 3: Belfast og det ikoniske Titanic-museum

    Vi bruger dagen i dag på et besøg i Nordirlands spændende og historiske hovedstad Belfast. Byen blev verdenskendt op gennem 70’erne og 80’erne på grund af de mange voldelige optøjer, attentater og likvideringer af både protestanter og katolikker, der blev kendt som The troubles.

    I dag er Belfast dog et fredeligt, spændende og smukt bekendtskab, hvilket vi oplever ved selvsyn, når vi går rundt i byen sammen med rejselederen.

    Byens største attraktion er uden tvivl Titanic-museet, som ligger klos op ad Harland & Wollf-skibsværftet, hvor verdenshistoriens mest myteomspundne skib blev bygget af godt 3.000 nordirere fra 1909-1912. Vi har inkluderet entréen til museet, der, selv hvis man ikke interesserer sig synderligt for skibsfart, er et fuldstændig mageløst bekendtskab med interaktive udstillinger og et hav af genstande fra det skæbnesvangre skib.

    Efter besøget på museet er der tid til at opleve Belfast på egen hånd, inden vi sætter os ind i vores bus og kører hjem til Armagh, hvor vi har resten af dagen til fri disposition og spiser fælles middag ved aftenstide.

    Belfast og det ikoniske Titanic-museum
  • Dag 4: Besøg og frokost hos en fårehyrde og Giant’s Causeway

    I Nordirland er der flere får end mennesker. Og i århundreder har de mere end to millioner får, der græsser rundt omkring på de nordirske marker og enge, leveret uld til væverierne i byer som Lisburn. Derfor skal vi selvfølgelig også på besøg på en fårefarm og høre fortællingerne om, hvordan fåret har spillet en fuldstændig essentiel rolle i Nordirlands transformation fra landbrugsland til industriland og leveret mad på bordet til hårdtarbejdende nordirere i generationer. Vi spiser en inkluderet frokost på fårefarmen, inden vi kører videre nordpå til Nordirlands mest berømte og mest sælsomme naturfænomen.

    Giant’s Causeway er en enorm samling af sekskantede klipper, der ligger som et gigantisk sten-puslespil i landskabet på Nordirlands nordligste kyst. Stenene blev skabt som følge af vulkansk aktivitet for omkring 50 millioner år siden, og i dag udgør de Nordirlands største og mest betagende naturattraktion. Vi har inkluderet entré til Ciant’s Causeway i prisen, og i samlet flok går vi derfor en tur gennem området, der med garanti får kameraet på din telefon på overarbejde og dine tanker til at flyve cirka 50 millioner år tilbage i tiden.

    Efter den store naturoplevelse kører vi tilbage til Armagh, hvor vi nyder vores sidste aften i Nordirland på hotellet og spiser en hyggelig afskedsmiddag i restauranten.

    Besøg og frokost hos en fårehyrde og Giant’s Causeway
  • Dag 5: Hjemrejse fra Dublin

    Efter morgenmaden siger vi farvel til Armagh og vore dejlige hotel og kører mod Dublin, hvor vi flyver hjem til Danmark.

Flytider

Sted På- og afstigning Afgang Hjemkomst
Aalborg Lufthavn, Terminal 07:15 18:25
København Lufthavn, Terminal 2 09:20 16:25

Gyldig : 01-09-2025

Sted På- og afstigning Afgang Hjemkomst
Aalborg Lufthavn, Terminal 07:15 18:25
København Lufthavn, Terminal 2 09:20 16:25

Gyldig : 06-10-2025

Vi tager forbehold for ændringer og forsinkelser i afgang- og hjemkomsttider. Tider på rejsebevis er gældende.

Afrejser og bestilling

AfrejseVarighedRejsemålLedige pladserPris
1/9-20255 dageNordirland for solorejsende - Fly fra Aalborg/København8Kr. 10.298Bestil
6/10-20255 dageNordirland for solorejsende - Fly fra Aalborg/København8Kr. 10.498Bestil

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail nilles@nillesrejser.dk eller på 70 21 60 22.

  • Flytider og ændringer

    De flytider, som fremgår af din ordrebekræftelse, er baseret på foreløbig bekræftelse fra flyselskabet. Det er vigtigt, at du er forberedt på, at afgangstider og ruter kan blive ændret – det er desværre uden for NILLES Rejsers kontrol.

    Vær opmærksom på, at programmet også er vejledende og at ændringer kan forekomme.

  • Kan jeg reservere sæde på flyet?

    På nogle af vores flyrejser er det muligt at reservere siddepladser i flyet. Det vil fremgå af rejsen. Er du i en situation, hvor du behøver en speciel siddeplads, så kontakt os og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe.

  • Er der regler for håndbagage på flyrejsen?

    På flyrejsen kan vægten af tilladt håndbagage variere fra selskab til selskab. Tilladt vægt og størrelse for håndbagagen fremgår af den praktiske information, som vi sender til dig 6-8 dage inden afrejse.

  • Bliver der serveret mad ombord på flyet?

    Det afhænger af flyselskabet og længden på rejsen. Se mere i rejsebeskrivelsen og i den praktiske information, som vi udsender 6-8 dage inden afrejse.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

  • Kan jeg få transporttilskud til påstigningssted/lufthavn?

    Har du mere end 80 kilometer til nærmeste påstigningssted eller afrejselufthavn, giver vi et transporttilskud til din rejse. Vi betaler kr. 1,00 pr. km pr. vej for hver kilometer, du kører ud over de første 50 kilometer. Maksimum f.eks. ved 9 dages busrejse kr. 200,00 pr. person (ved flyrejser er beløbet max. 150,- pr. person). Transporttilskud kan ikke kombineres med andre rabatter.

    Regneeksempel:
    Du har 100 km til nærmeste påstigningssted, og derfor er du berettiget til transporttilskud.

    Sådan beregnes tilskud: (100 km – 50 km) = 50 km à 1 kr = 50 kr. pr. vej. pr. person. Det vil sige, at vi modregner 100,- kr. pr. person.

    Bemærk, at transporttilskud beregnes ud fra den korteste vej og kun til nærmeste påstigningssted eller afrejselufthavn.

  • Min bagage er ikke kommet frem, hvad gør jeg?

    Hvis din bagage ikke når frem eller bliver beskadiget under flytransporten, skal dette meddeles til det aktuelle flyselskab umiddelbart efter ankomst. Vær opmærksom på at rejseforsikringen normalt ikke dækker almindelig slitage på bagage (på fly, bus eller lignende).

  • Hvad gør jeg, hvis jeg har glemt noget i lufthavnen?

    Har du glemt noget i lufthavnene eller på flyet, skal du kontakte lufthavnens «Lost and found», som findes i alle lufthavne.

  • Hvilken valuta bruger man i Irland og Nordirland?

    I Irland bruger man Euro (EUR) og i Nordirland engelske pund (GBP)

Få nyhederne først
Få nyhederne først

Vær først med de seneste nyheder og få rejsetips og inspiration. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag hver måned i konkurrencen om 1.000 kr. at købe rejse for.

Vi svarer som regel indenfor 24 timer (hverdage)
  • Danmarks bedste rejsearrangør 2019
  • Kvalitetsrejser
    i trygge rammer
  • Altid med erfaren
    dansk rejseleder
  • Sammen om
    nye oplevelser
7021 6022Se åbningstider
Luk menu