Nepal ligger klemt inde mellem Indien i syd og Kina mod nord, og selvom det aflange land slet ikke kan måle sig med sine nabolande i størrelse, er det alligevel hjem for nogle af Østens allerstørste naturoplevelser. Det gudesmukke bjergland er kendt som et paradis for bjergbestigere, vandreentusiaster og trekkere, der vil på friluftseventyr i de grønne dalstrøg eller hvidklædte højder oppe i de majestætiske Himalayabjerge. Måske handler det endda for nogen om at prøve kræfter med bjergbestigerens manddomsprøve, verdens højeste bjerg, Mount Everest, der ligger i det østlige Nepal på den kinesiske grænse.
Når du tager på rundrejse i Nepal, oplever du dog hurtigt, at landet er meget mere end dets vidunderlige natur. For rundt om mellem snedækkede tinder og frodige skove ligger charmerende byer i alle størrelser, lige fra den skjulte bjergby Bandipur til hovedstaden Kathmandu, rige på forgyldte buddhistiske klostre, livlige markeder, historiske templer og andre kulturelle skatte. Nepal er altså også kontrasternes land, og vi har stablet en rundrejse på benene, hvor du får en stor bid af det hele med.
Tag på rundrejse i smukke Nepal
Glæd dig til at besøge Nepal på vores rundrejse, som vi har pakket med smuk natur og spændende kulturelle oplevelser. Vi begynder i Kathmandu, der ligger i den store og UNESCO-beskyttede dal af samme navn, hvor vi besøger historiske kunstnerbyer, templer og pragtfulde stupaer.
Herfra fortsætter vi til den berømte Chitwan-nationalpark, der ligger i et frodigt lavland nær grænsen til Indien og ligeledes er at finde på Verdensarvslisten. Her har vi to overnatninger og dermed masser af tid til at gå på opdagelse med toperfarne parkrangers i de vidunderlige naturreservater, hvor den bengalske tiger og de enorme pansernæsehorn blot er nogle af de mange vilde dyr.
Turen fortsætter forbi et væld af små landsbyer til Pokhara, der ligger midt i den storslåede natur med udsigt til bjergene, der rejser sig kilometerhøjt over havets overflade omkring os. Nepal er kendt som verdens bedste trekkingland, og vi får syn for sagen, når vi selv skal på trekking - med en sværhedsgrad, hvor alle kan være med - op i højderne med fuldstændig fantastiske udsigter undervejs til nogle af verdens højeste bjerge.
Vi runder rejsen af med besøg og overnatning i charmerende Bandipur samt flere store kulturelle oplevelser i Kathmandu og omegn. Se vores spændende rejse til Nepal her. Den er som altid med en dansk rejseleder på hele rejsen.
Oplev den berømte Chitwan-nationalpark
Med landets brusende floder, forrevne bjerge og mangfoldige dyreliv står naturen i Nepal altid i sit stiveste puds, men i den UNESCO-beskyttede Chitwan-nationalpark får oplevelserne alligevel et nøk opad. Parken dækker næsten hundrede tusinde kvadratkilometer af tropisk skov, floder, vådområder og sletter, hvor fugle, fisk og masser af eksotiske dyr har friheden til at slå deres folder i deres naturlige habitater. Parken er særligt kendt for at passe på bestanden af pansernæsehorn, bengalske tigere, gavialkrokodiller samt over 20 truede fuglearter.
Nationalparken er den ældste i Nepal, og her venter der os nogle storslåede naturoplevelser, når vi indkvarterer os for tre nætter på et hotel med helpension i parken. Se mere under dag 4 til 7 på vores rejse til Nepal.
Nepal - et land, der overrasker
Der er meget, der gør Nepal til lidt af en ener. Mount Everest og Himalayas bjerge tiltrækker sig hurtigt den første opmærksomhed. Men vidste du for eksempel, at Nepal er værtsland for masser af årlige festivaler? De mange festivaler afholdes til ære for Buddha og forskellige hinduiske guddomme, historiske begivenheder af både virkelig og mere mytisk karakter, og her findes sågår også den glædelige Gai Jatra-festival med dans, sang og børn i ko-kostumer til minde om familiens afdøde elskede.
Derudover bemærker Nepal sig ved at være sammensat af mange forskellige etniske grupper med forskelligt ophav, religion og traditioner samt ved at være det eneste land i verden, hvis nationalflag ikke er firkantet. Læg dertil de mange unikke helligdomme, den gæstfrie befolkning og den dybe spiritualitet, der nemt fornemmes rundt om i byerne.
Den UNESCO-beskyttede Kathmandu-dal
Hovedstaden Kathmandu ligger i Kathmandu-dalen oppe i Himalaya-bjergene, men landets største by er ikke det eneste, vi skal opleve her. Dalen er kendt for sin enorme kulturarv med nogle af Nepals mest historiske byer, hvor ældgamle håndværkstraditioner stadig holdes i hævd, mens historiens vingesus fortsat blæser i byerne, hvor de gamle mallakonger havde hovedsæde.
På vores rejse til Nepal har vi to overnatninger i Kathmandu, hvor vi bl.a. skal på opdagelse i den store kulturelle arv, der findes omkring Durbar Square. Men vi skal også på udflugt ud i dalen for at se de smukke templer og charmerende kunstnerbyer som Patan, der er blandt de mange højdepunkter her i den kulturtunge dal.
Tag på trekking i Nepal
Det er nærmest et must at tage på trekking, når du rejser til Nepal. Og derfor er det naturligvis også en af oplevelserne på vores rundrejse i det smukke land. Vi skal hverken prøve kræfter med Mount Everest eller det øverste Himalaya - tværtimod har vi planlagt en trekkingtur i den overkommelige ende, hvor vi begiver os ud i de eventyrligt smukke omgivelser ad små veje og stier skabt til formålet.
På turen venter der os flotte udsigter til snedækkede bjergpas og over dybe kløfter og dale. Som på resten af rejsen er vi i vores rejseleders kyndige hænder, og med på turen har vi også en lokalguide til at berette om bjergene, vi ser, og resten af den billedskønne natur, der med stor succes tiltrækker tusindvis af adrenalinhungrende rejsende hvert år.
Besøg charmerende Bandipur
For den eventyrlystne rejsende er Nepal et enormt populært rejsemål, men Nepal byder også på mange skønne, autentiske oplevelser, og en af mange små, traditionelle landsbyer er den smukke bjerglandsby Bandipur. Byen ligger i frodige omgivelser på en bakketop, og her skal vi på opdagelse i de smalle gyder, fornemme det rolige lokalliv og nyde følelsen af at være milevidt fra omverdenens trommerom, gemt langt væk i de frodige landskaber.
Vi slentrer forbi små huse, der hver især adskiller sig i farve og form fra det forrige, mens vi nyder, at den grønne vegetation har fået fripas til at flytte helt ind i byen med kravleplanter op ad husmurene og små farverige bede rundt om i de støvede gader. Helt i tråd med Bandipurs autentiske charme har vi en overnatning her i byen på et hyggeligt krohotel, der er præcis ligeså rustikt og råt i kanterne som den pæne bakkeby.
Oplev Nepal med vores kyndige rejseleder
På vores rejser er vores danske rejseledere altid vores forlængede arm, og med dem er du sikret en tryg og spændende rejse. Det gælder naturligvis også i Nepal, hvor du både kommer til at opleve de største seværdigheder og et stort udsnit af den smukkeste natur, mens du også kommer ind bag facaden til nogle af de skønneste steder med færre turister. Rejselederen er med for at øse ud af sin viden, stå klar til eventuelle spørgsmål og til at dirigere hele flokken godt omkring i det afsindigt smukke og spændende land.
Templer og stupaer i lange baner
For kulturelskeren er de smukke hindutempler, stupaerne og andre helligdomme en stor del af oplevelsen på en rejse til Østen. Og således også Nepal, der byder på en stor og flot arkitekturarv. Opført til ære for guder og konger har templerne en enorm betydning for nepaleserne, og herunder følger en liste over nogle af de vigtigste af slagsen, du kommer til at opleve på vores rundrejse i Nepal.
Kumari Ghar i Kathmandu
Dette historiske tre-etagers tempel er kendt for sin fine newari-arkitektur med røde mursten og træudskårne vinduer og døre. Templet ligger ved Durbar Square i Kathmandu og er bygget til ære for den levende gudinde Kumari.
Hindutemplet Taleju
Det 40 meter høje Taleju-hindutempel blev bygget af en af de gamle mallakonger i 1500-tallet og er et af de mest betydningsfulde templer i Kathmandu. Det har en pagodelignende struktur med tage i tre niveauer og har kun åbent, selv for hinduer, en enkelt gang om året. Det hviler på et plateau hævet 12 trin over jorden og er derfor et flot og uundgåeligt syn her på pladsen.
Krishna Mandir-templet
Endnu et pragtfuldt tempel opført af gamle mallakonger. Det ligger på den centrale plads i kunstnerbyen Patan og er dedikeret til hinduguden Krishna. Templet er bygget i sten og udsmykket med masser af fine stenhuggerdetaljer i form af figurer, mønstre og 21 små guldspir på toppen af det symmetriske bygningsværk.
Det Gyldne Tempel i Patan
Ud over Krishna Mandir-templet huser Patan også Det Gyldne Tempel med det mindre mundrette navn Hiranyavarna Mahavihara. Det er et buddistiske kloster fra det 12. århundrede med et skellet af træ og mursten, masser af fine detaljer og hele molevitten overdådigt belagt med skinnende guld.