Tenerife byder på meget af det hele
Smukke strande. Et mildt klima. Masser af soltimer. En veludviklet turistinfrastruktur. Og Spaniens mest berømte vulkan. Det skorter ikke på højdepunkter, når samtalen falder på den største af De Kanariske Øer, Tenerife. Her, i Atlanterhavet lidt ud fra den marokkanske kyst, ligger temperaturen nemlig på behagelige 20-25 grader stort set hele året, hvilket er stærkt medvirkende til, at vi danskere er valfartet til øen i snart en menneskealder. Eller i hvert fald siden flyrejser blev feriekost i 60'erne.
Flyv direkte fra Aalborg til Tenerife
Det tager cirka fem en halv time at flyve fra Aalborg Lufthavn til Tenerife, men når den tur er overstået, så venter der et hav af oplevelser på den smukke Atlanterhavsø. Både for dem, der gerne vil slappe af ved poolen eller på stranden i de pulserende badebyer langs kysten. Dem, der vil have en aktiv ferie og ud at opleve Tenerifes smukke natur ved vulkanen Teide, nationalparken Las Cañadas eller de sælsomme klippeformationer Los Gigantes. Og dem, der vil slentre mellem de hvidkalkede kirker og spraglede husfacader i hovedstaden Santa Cruz.
Tenerife er turisternes foretrukne ferieø
Selvom mange danskere nok instinktivt tænker Gran Canaria, når snakken falder på De Kanariske Øer, så er det faktisk Tenerife, der er den mest populære Kanarieø blandt turister. I 2023 tog Tenerife imod næsten 6 millioner turister, hvilket var mere end både Gran Canaria, La Palma, Lanzarote, La Gomera, Fuerteventura og Hierro, der tilsammen udgør øgruppen De Kanariske Øer.
Slap af i hyggelige Puerto de la Cruz på nordkysten af Tenerife
På vores rejse til Tenerife bor vi på et godt hotel et stenkast fra den pulserende havnefront i kystbyen Puerto de la Cruz i den nordvestlige del af Tenerife. Puerto de la Cruz er et hyggeligt, gammelt fiskerleje, der har vokset sig stort og turistvenligt uden at miste sin charme og den hyggelige stemning i den gamle bydel, hvor restauranter, caféer og små butikker med lokalfremstillede varer ligger side om side.
Skulle du blive træt af swimmingpoolen på hotellet eller stranden lige på den anden side af havnefronten, så byder Puerto de la Cruz også på nogle af Tenerifes mest imponerende saltvandspools. Det store kompleks af saltvandsbassiner - der officielt hedder Lago Martiánez, og som blev skabt af arkitekten César manrique fra naboøen Lanzerote - ligger helt ude på kanten af Atlanterhavet og er en af byens største turistattraktioner. Man kan nemt bruge en halv eller en hel dag ved Lago Martiánez, og når først entréen er betalt, så kan man frit boltre sig i de lækre pools og nyde udsigter over det blå Atlanterhav fra de mange solstole.
Hvis du på et tidspunkt i løbet af opholdet bliver træt af at kigge på de oppustelige flamingoer i swimmingpoolen, så kan du bytte dem ud med den ægte vare i byens verdensberømte zoo. I Loro Parque lidt uden for byen kan du nemlig gå på opdagelse mellem parkens enorme udbud af eksotiske dyr, der tæller alt fra gorillaer og gigantiske Galapagos-skildpadder til alligatorer og ja, rigtige flamingoer.
Besøg UNESCO-byen La Laguna
Tenerife byder på mange hyggelige middelalderbyer, men få af dem når San Cristóbal de La Laguna til sokkeholderne. Byen, der blot ligger en kort køretur fra vores base i Santa Cruz, er et skønt sammensurium af smalle gader med spraglede husfacader, hyggelige torve og gamle kirker.
Byen kan datere sin historie tilbage til slutningen af 1400-tallet, hvor de spanske kolonister grundlagde byen efter at have besejret de lokale øboere i slaget om Aguere. Byen huser også et mere end 300 år gammelt universitet, og siden den fik plads på UNESCOS Verdensarvsliste i 1999, har den udviklet sig til en af de største turistattraktioner på De Kanariske Øer generelt og Tenerife i særdeleshed.
Besøg Playa de las Américas og Los Cristianos på øens sydlige del
Når vi besøger Tenerife på vores klassiske ottedages rejse i marts, kombinerer vi rolige dage på hotellet i Puerto de la Cruz med spændende udflugter rundt på Tenerife. Én af disse går til den sydlige del af øen, hvor de tre byer Costa Adeje, Las Américas og Los Cristianos på det nærmeste er vokset sammen til ét stort turistmekka komplet med moderne hoteller, solstole i massevis på de lange sandstrande og et hav af restauranter, barer, caféer, indkøbscentre og butikker.
For nogle lyder ovenstående som et feriemareridt af de større, mens det for andre er lige præcis derfor, de er taget til Tenerife. Vi bruger et par hyggelige timer på sydkysten, hvor du kan vælge at tage på den helt store shoppetur, nyde et godt måltid mad på en af de utallige restauranter eller blot sætte dig til rette i en solstol på stranden og nyde synet af det blå Atlanterhav.
Oplev vulkanen Teide når du rejser til Tenerife
Man kan ikke rigtigt opleve Tenerife uden at lægge vejen forbi Spaniens højeste bjerg, Teide, der ligger centralt på øen og rager imponerende 3.718 meter op i den næsten altid blå himmel over Tenerife.
Vi besøger Teide på en halvdagstur, hvor vi starter med at køre igennem den smukke og frodige La Orotava-dal, inden vi kommer frem til Teide national Park, der huser den berømte vulkan. Vi går en tur igennem de sælsomme månelandskaber med støvede sletter og rester fra fortidens vulkanudbrud, inden vi bevæger os op på selve vulkanen, fra hvilken man kan se den nærliggende ø La Gomera og i klart vejr helt til Lanzerote, der ligger mere end 300 kilometer væk.
Stor, større, Los Gigantes
På vores rejse til Tenerife bruger vi flere dage på at udforske øen med bus. På en af disse ture gør vi holdt ved de op til 800 meter høje klippeformationer Acantilados de Los Gigantes, der rejser sig lodret op fra Atlanterhavet lidt uden for kystbyen af samme navn.
Los Gigantes kan løst oversættes "kæmperne", og selvom det er et smukt syn at stå på toppen af de kæmpestore klipper og kigge ud over havet, så får man faktisk det mest imponerende kig til klipperne fra den nærliggende by, hvor man for alvor kan fornemme de drabelige, brune klippesider, der er omgivet af blåt hav i bunden og blå himmel over toppen.
Hovedstaden Santa Cruz
På den nordøstlige side af Tenerife ligger øens hovedstad Santa Cruz lige ud til Atlanterhavet. Byen er med sine godt 210.00 indbyggere lidt større end Odense, og den er især kendt for sin hyggelige bymidte med et stort udvalg af tapasrestauranter, barer, caféer, museer og gågader, der på grund af de mange flammetræer nærmest virker til at være overdækkede.
Byen fik sit navn i 1494, da spanske kolonister placerede et trækors netop her og proklamerede, at øen nu tilhørte den spanske krone. Den drabelige dåb er sidenhen blevet erstattet af handel og fremgang på Tenerife - så meget, at Santa Cruz med årene har tillagt sig kælenavnet "den venlige hovedstad".
I centrum af byen finder man Plaza de España med den enorme statue Monumento de los Cádos, der tidligere hyldede diktatoren Francos erobring af Tenerife og de øvrige Kanarieøer men som i dag står til ære for de spaniere, der er faldet i kamp for fædrelandet.
Karneval i hovedstaden
Tenerife er berømt for mange ting, men et af de største trækplastre er uden tvivl det årlige karneval, der løber af stablen i hovedstaden i slutningen af februar eller starten af marts. Karnevallet er et af de største i verden kun overgået af Rios, og hvert år ankommer turister i tusindvis til Tenerife for at opleve de mange farverige dansere i vanvittige udklædninger bevæge sig igennem hovedstadens gader i et mageløst optog.
Du kan opleve karnevallet på nærmeste hold, hvis du tager med på vores karnevalsafgang til Tenerife den 4/3 2025. Her kommer vi helt tæt på det store optog i hovedstaden, ligesom vi naturligvis også følger dagsprogrammet fra vores klassiske, ottedagesrejse til Tenerife.