Bare rolig: Med NILLES er du godt kørende
Hos NILLES er vi svært begejstrede for at rejse ud i verden med bus. Det var sådan, vi begyndte for over 75 år siden, og sådan bliver vi ved. Men selvom vi aldrig sætter busturens lys under en skæppe, er det måske ikke alle, der kender til bussens mange fordele. Læs med her, hvor vi tager dig med ombord på NILLES-bussen.
Bliv samlet op (næsten) lige ved døren
Når du tager på en busrejse, begynder ferien, kort efter du har forladt din hoveddør. Her er der ingen lange ventetider i lufthavnen, omfattende sikkerhedstjek, behov for at dæmpe nerverne med en kold fadøl eller risiko for lange forsinkelser. Tværtimod skal du bare finde hen til et af vores mange opsamlingssteder rundt om i landet, hilse på chaufføren og sætte dig godt til rette i dit komfortable bussæde, når du har lagt kufferten i bagagerummet. Og så er du allerede godt på vej på ferie.
Men synes du alligevel, at der er en tand for langt fra din bopæl til det nærmeste opsamlingssted? Så tøv ikke med at kontakte os, for vi hjælper gerne med et transporttilskud, så du også kan komme med på bussen uden at skulle bruge en formue på en taxa eller offentlig transport.
Antallet af stop på udrejsen varierer fra bustur til bustur, fordi det afhænger af, hvor dine medrejsende ønsker at stige på bussen. Men uanset hvad sørger vi for et gnidningsfrit opsamlingsforløb uden at spilde tid i de større byer. I stedet samler vi op ude ved motorvejen, så vi hurtigt kan komme videre og få resten af dine forventningsfulde rejsefæller sat godt til rette i sæderne.
Og når først du er ombord, garanterer vi, at du ikke bliver spredt fra dine bekendte. For uanset om du rejser med en ven, en partner eller en ægtefælle, kommer I naturligvis til at sidde sammen. Det er der også mulighed for, hvis I er en gruppe, der rejser sammen, men så kan det være en god idé at bestille bestemte pladser, hvis I vil være helt sikre.
![]() |
Kun hos NILLES er forplejningen i højsædet
Vi er godt klar over, at vi ikke er det eneste rejseselskab med busrejser på markedet. Men få har så lang erfaring som os, og ingen andre går op i den gode forplejning, som vi gør. Hos NILLES er det nemlig en fast tradition, at vi holder ind på både ud- og hjemrejsen og får os nogle gode måltider.
Første gang er i Hedensted, hvor maden bliver serveret, så snart vi sætter os ind til bordene. Vi har nemlig bestilt maden på forhånd, så vi helt uden ventetid kan komme i gang med at hygge os med kaffe, te og lunt morgenbrød, inden vi små tre kvarters tid senere kan stimle ombord i bussen og fortsætte udrejsen. På vores rejser syd for grænsen er det næste stop i Neumünster i Tyskland, og her er opskriften den helt samme: En varm og forudbestilt frokost, der serveres, så snart vi sætter os til bords.
På hjemrejsen skal vi naturligvis en tur i grænseshoppen, ligesom der bliver tid til en frokost i Neumünster eller på Kløver Es hjemme i Sønderjylland. Der er ikke tale om gourmetmad, men standarden er markant bedre end på klassiske rastepladser, og derfor tøver vi heller ikke med at slå et ekstra slag for forplejningen på vores busrejser. Det er nemlig med til at gøre selve oplevelsen af at rejse med bus til noget ganske særligt, når du booker din rejse hos NILLES.
![]() |
Livet ombord på bussen
På vores busrejser kan du rejse til både nær og fjern, men uanset længden af turen er du garanteret en både hyggelig og behagelig oplevelse i vores moderne 4-stjernede busser. Her er der gratis wi-fi, god benplads, aircondition, toilet og store vinduer, så du frit kan følge med i landskaberne, uanset om vi befinder os højt i de østrigske bjerge, på en blomsterprydet landevej i Holland eller på bredden af Gardasøen.
Der er også mulighed for at købe kolde, varme og våde drikkevarer ombord. Hver gæst får udleveret en seddel, hvor du løbende noterer, når du bestiller kaffe, te, sodavand, øl eller måske en lille én til at komme godt i gang med dagen.
Samtidig er bussen et godt valg for dig, der vægter det sociale på rejsen. Der er ingen, der kigger skævt til dig, hvis du helst vil trække dig, men vi oplever igen og igen, at oplevelser forener, nye venskaber blomstrer, og at vores gæster vælger at rejse sammen igen. Modsat en flyrejse er bussen nemlig fyldt med gode muligheder for at dyrke sammenholdet, når snakken, hyggen og forventningens glæde breder sig mellem sæderne. Vi rejser i samlet flok, spiser sammen, bor de samme steder, tager på fælles udflugter, og vores rejseledere går op i, at ingen er alene, hvis ikke de ønsker det.
Derudover giver busrejsen en dragende følelse af frihed. Her kan du altid stille dig op og strække benene, glemme alt om ladestandere og tankstationer og generelt bare læne dig tilbage og nyde, at der er absolut intet, du skal forholde dig til. Heller ikke dine medrejsende, hvis det er sådan, du foretrækker det, for det er helt op til dig, hvor meget du vil dyrke fællesskabet.
![]() |
Hvordan foregår overnatningerne på busrejsen?
Med over 75 års erfaring fra landevejen ved vi præcis, hvornår vi skal afsted, hvornår det er blevet tid til en pause, og hvornår en busrejse har bedst af en overnatning på vejen. For det er vigtigt for os, at en busrejse ikke bare er noget, der skal overstås. Det skal være en behagelig oplevelse, den skal foregå uden skyggen af stress og jag, og rejsetiden skal ikke være længere, end vi som busrejsende kan overskue.
På mange af vores busrejser ankommer vi allerede til destinationen på afrejsedagen, mens vi på de længere ture har indlagt en overnatning undervejs. Og som det altid sømmer sig på vores busture, foregår også dét dejlig nemt og bekvemt.
Vores overnatningshoteller er nemlig først og fremmest valgt med devisen, at det skal være let at parkere bussen og køre videre den følgende dag. Kvaliteten er ikke af samme standard som hotellerne på destinationerne, men de er bestemt heller ingen nødløsninger. Her er middagen altid inkluderet – også selvom vi skulle blive forsinkede, for vi booker os for det meste ind på familieejede hoteller, og derfor kan vi nemt gribe knoglen, ringe til ejeren og meddele, hvornår de skal have maden klar.
Dagen efter står vi tidligt op og fylder depoterne med en tur i hotellets morgenbuffet, inden vi atter er klar til at køre det sidste stræk til rejsemålet.
![]() | ![]() | ![]() |
Med dansk rejseleder hele vejen
På vores busrejser er du altid i trygt selskab med en af vores erfarne danske rejseledere, der vægter hyggen og det gode rejsefællesskab. Vi rekrutterer og uddanner vores rejseledere med omhu, og selvom de som mennesker kan have vidt forskellige personligheder og gemytter, er de alle fælles om at være eksperter på destinationerne, ansvarlige for alt det praktiske og til rådighed for at besvare eventuelle spørgsmål.
Rejselederen er med ombord på bussen, klar til at krydre din rejse med anekdoter, information om rejsen og fortællinger om det, vi kører forbi. På udrejsen fortæller rejselederen om de kommende dage i grove træk, mens der på de enkelte dage og udflugter bliver gået mere i dybden med de spændende oplevelser, vi er på vej til. Rejselederen står også for at informere om tidspunkter for måltider, mødetider før og efter dagsture og for i det hele taget at sørge for, at ingen er i tvivl om, hvordan dagene forløber.
![]() |
Altid en sikker hånd på rattet
Vores chauffører er opflasket med de samme klassiske NILLES-dyder som vores rejseledere. Og også de er helt essentielle for, at du får dén hyggelige og behagelige busrejseoplevelse, som er alfa og omega for os hos NILLES. Her mødes alle med et venligt smil og godt humør, og her bliver den personlige service aldrig kastet under bussen – en bus, som både vi og vores chauffører i øvrigt går særligt op i altid fremstår indbydende og skinnende ren. Derfor vil du ofte opleve – og nok også kunne dufte – at chaufføren har været en tur rundt med skurresvampen, mens vi har været afsted på udflugt.
Buschaufføren bor på samme hotel som resten af gruppen og kender landevejene som sin egen bukselomme. På den enkelte rejse, er det den samme chauffør, der står for transporten til rejsemålet og for at køre udflugterne i løbet af ferien. Og undervejs overholder vi naturligvis alle regler for køre- og hviletid til punkt og prikke. For vi går aldrig på kompromis med sikkerheden, og vi har planlagt turene, så pauserne i langt de fleste tilfælde passer med de indlagte forplejninger. Og ellers vil chaufføren ikke tøve et sekund med at holde ind, strække benene og tage en velfortjent tår kaffe, inden vi igen er klar til at ramme vejen.
![]() |
Vil du med på en busrejse?
Så tag et kig på vores store udvalg af busrejser til en lang række af spændende rejsemål over hele Europa. Du har god grund til at glæde dig - og vi ser frem til at have dig med.