Top-5 over Tysklands dejligste julemarkeder
Findes der noget mere hyggeligt end at gå rundt på et tysk julemarked i den frostklare skumring mellem små, oplyste boder med et glas glühwein i hånden, mens et kor synger julesalmer? Nej, vel. Men hvilket skal du besøge i år? Kom beslutningen nærmere med denne guide til 5 af de skønneste, tyske julemarkeder.
1. En eventyrlig jul på slottet i Schwerin
Hvis du er til eventyr, brostensbelagte torve og følelsen af jul i en svunden tid, så er julemarkederne i Wismar og Schwerin lige noget for dig. De to byer ligger en kort køretur fra hinanden i den nordtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern, og de emmer begge af den særlige eventyrlige romantik, der er så kendetegnende for mange af de yndige og velbevarede byer og slotte i de tidligere nordtyske fyrstendømmer.
I havnebyen Wismar er den centrale Marktplatz omdannet til et overdådigt julemarked med boder, karusseler og et smukt juletræ, og er du i byen den tredje weekend i advent, kan du opleve byens flotte Georgenkirche åbne sine døre for områdets kunsthåndværkere, der i de guddommelige rammer sælger ud af deres håndværk.
I nabobyen Schwerin føles det som at befinde sig i et af Brødrene Grimms eventyr, når man går rundt i den gamle bydel, hvor mange af de elskede eventyr får nyt liv i smukt opstillede krybbespil. I de små gader afløser det ene hyggelige julemarked det andet, og er det ikke fordi, de smukke, høje spir kan ses fra stort set alle pladser i byen, så kan man let glemme hovedattraktionen over dem alle:
Schwerin slot ligger tæt på den gamle by og lyser smukt op i vintermørket. På selve gårdspladsen ligger et lille men hyggeligt julemarked og putter sig, og går man rundt mellem de mange boder og kigger op mod de høje tårne, så er det næsten som om, man kan ane Rapunzel med sit lange hår bag et af vinduerne.
Vi besøger både Wismar og Schwerin på denne eventyrlige julemarkedstur, som du forhåbentligt vil mindes lykkeligt til dine dages ende.
2. Den søde juletid i Lübeck
Man kan ikke nævne den skønne hansestad, Lübeck, uden at tænderne begynder at løbe i vand. Byen, der ligger kun to timers kørsel fra den dansk/tyske grænse, er nemlig verdensberømt for sin marcipan, og det er ikke gået byens julemarkeds næse forbi. Mange af boderne på selve julemarkedet sælger marcipan i alle afskygninger og former, og i den historiske Café Niederegger på Breite Straße kan du nyde den søde marcipan sammen med en kop varm chokolade, mens du kigger på julemylderet uden for vinduerne. Kommer du hjem fra Lübeck uden en mandelgave, så er det med andre ord fordi, du ikke har kunnet bestemme dig for, hvilken slags marcipangris du skulle vælge.
Vores busrejse til julemarkedet i Lübeck er dog meget mere end marcipan, og det er ikke uden grund, at det af mange besøgende bliver beskrevet som et af de hyggeligste og mest stemningsfulde julemarkeder i Tyskland. De smukke, gamle hansestadshuse fungerer som et billedskønt bagtæppe for de mange oplyste boder på byens torve og pladser, og det er generelt bare en særlig oplevelse at gå rundt i den gamle by og fornemme stemningen på det 350 år gamle marked.
3. Historisk jul i Berlin
Det er misvisende at sige, at man tager på julemarked i Berlin. Tysklands historiske hovedstad kan nemlig bryste sig af intet mindre end 50 større og mindre julemarkeder spredt ud over de mange kvarterer, og en julemarkedsrejse til byen er derfor i høj grad en øvelse i at vælge til og fra. På denne busrejse til Berlin har vi lavet det hårde udvælgelsesarbejde for dig, så du kun skal koncentrere dig om at lade julefreden sænke sig og nyde stemningen, den varme glühwein og de mange smukke lys.
Et af Berlins smukkeste markeder har normalt til huse på Gendamermark. I disse år er det flyttet til den nærliggende Bebelplatz, men det gør bestemt ikke markedet mindre hyggeligt. De karakteristiske, lysende stjerner på toppen af de hvide teltboder er nemlig flyttet med, og det er derfor stadig er magisk juleoplevelse at gå rundt mellem de mange hyggelige boder nu med Humboldt Universitets majestætiske bygninger som bagtæppe.
Et andet julemarked, der ikke må misses i Berlin, er det store marked på Breitscheidplatz foran den ikoniske Gedächtniskirche, der stadig står som da de allierede bombede den i 1943. Her kan julegaverne købes i ly af verdenshistorien, og hvis der stadig er plads i indkøbsposerne, så er den nærliggende handelsgade, Kurfürstendamm, i julemåneden omdannet til et sandt juleeldorado med mere end 600 lysende træer, smukke julefigurer og en perlerække af pyntede butikker.
4. Jul i den gamle by, Goslar
Der er bare noget helt særligt ved at gå rundt i en by, hvor de skæve bindingsværkshuse læner sig ind over de brostensbelagte gader og på det nærmeste danner et espalier af træ, murværk og tagsten. På denne julemarkedstur til Goslar og Wernigerode bliver sådan et syn dagligdag, når vi besøger nogle af de hyggeligste julemarkeder i det smukke Harzen, der er verdenskendt for sine mange middelalderbyer og velbevarede bindingsværkshuse.
Den over 1.000 år gamle kejserby, Goslar, kan bryste sig af en bykerne, hvor det ene UNESCO-fredede bindingsværkshus afløser det andet, og et besøg her føles virkelig som at rejse tilbage i tiden. Den gamle, velbevarede bykerne skaber en helt særlig stemning omkring byens julemarked, der har sit centrum på det store Marktplatz, men som også breder sig til de mange omkringliggende gader og stræder. Man må ikke snyde sig selv for et besøg på byens Schuhhof Platz, hvor en skov af, ja træer, er pyntet med et hav af lyskæder, hvilket skaber et smukt julescenarie midt i den gamle bindingsværksby.
En halv times kørsel fra Goslar, gennem Harzens smukke, bakkede landskab, ligger byen Wernigerode, hvor man også har noteret sig, at bindingsværk og julemarked er en magisk kombination. Byens slogan er ”Harzens farverige by”, og det forstår man, når man står på Marktplatz og kigger op på byens orange bindingsværksrådhus, der bliver badet i de tusindvis af lys fra det foranliggende julemarked.
På en høj bakke lige uden for byen troner det majestætiske Wernigerode slot, der i vintermånederne lyses op og på den måde fungerer som et malerisk bagtæppe til julerierne nede i byen.
5. Jul i Hamborg
Hvis ikke du kan finde en julegave til dine kære på Hamborgs Rathausmarkt, så bliver der tomt under træet i år. Det store julemarked på Hamborgs rådhusplads og de omkringliggende gader kan nemlig prale af intet mindre end 80 boder med alt, hvad julehjertet kan begære. Her er søde sager, varm glühwein, masser af spændende lokalt håndværk og en hel gade kun med legetøj i alle afskygninger.
En tur til Hamborg er også et besøg i en storby, der nok er kommet sent i gang med traditionen at afholde et julemarked – det første så dagens lys for omkring 100 år siden – men som i den grad er kommet efter det. Mange steder i byen er små og store markeder skudt op de senere år, og i tråd med den særlige hamborg’ske iværksætterånd er det kun fantasien, der sætter grænser for temaerne. I 2016 så verdens første julemarked for hunde dagens lys. På Fleetinsel Christmas market finder du et julemarked med maritimt tema. Og ved Binnenalster søen bliver der spillet teater, mens maverne kan fyldes med lækre julegodter fra de omkringliggende boder.
Så uanset om der skal bløde eller hårde pakker under træet til jul, så kan de findes i den nordtyske metropol, og på denne tur til Hamborg runder vi ovenikøbet også skønne Flensborg med de mange flotte hansestadshuse på vejen hjem til Danmark.