Top-10 over uforglemmelige steder i Norden
Norden er ishav, fjelde og øde landskaber, så langt øjet rækker. Gudesmukke naturfænomener i køligere luftlag, som efterlader dig med følelsen af at være landet på en anden planet. Læs vores top-10 over uforglemmelige steder i norden, som kan opleves på vores rejser.
1. Isbjørne og Spøgelsesbyer i Svalbard
Svalbard ligger mellem Norge og Nordpolen og har et overraskende mildt klima med sin beliggenhed langs Golfstrømmen. Her kan du komme helt tæt på dyrelivet, hvor sæler, polarræve, havfugle og isbjørne er blandt de mange vilde dyr. Det er oplagt at tage på krydstogt, hvor mange af ekspeditionerne tager dig med til øens spøgelsesbyer, tidligere hvalfangst-stationer og isbjerge i massevis. Longyearbyen med 2.500 indbyggere er øens største by og har førsteklasses faciliteter med hoteller, restauranter og et stort udvalg af aktiviteter.
2. Nordlysjagt i mørke nætter
Vi kan ikke tale om Norden uden at nævne nordlys. Men hvor og hvornår kan du se det omtalte naturfænomen? I vinterperioden, fra november til slut januar, er der størst chance for at fange det grønlige lysshow på en stjerneklar himmel. Det er nemlig på de mørkeste nætter, at nordlyset dukker op og viser sig tydeligst. Nordkap og Svalbard længst mod nord giver de bedste forudsætninger, hvis du vil opleve et betagende nordlys. Midnatssolen får du til gengæld at se under hele sommerperioden, og den er mindst lige så magisk.
Kan man forestille sig noget mere autentisk end at se nordlysene fra en hundeslæde? Nilles Rejser har sammensat et nordlyseventyr i Longyearbyen, der tager dig med under stjernerne. Hvis du fortrækker at opleve det imponerende lysshow på mere afslappet vis, er det også en mulighed at se nordlysene fra Camp Barentz-lejren. En plads langt væk fra lysforurening, hvilket giver dig de ultimative forudsætninger for at se nordlyset i sin fulde pragt. Læs mere om rejsen her.
3. Den norske skærgård og Lofoten, Norge
Sørlandet i Sydnorge er et sommerparadis. Norges yngste landsdel med de hvide byer langs kysten ligger som perler på en snor. Om bord på det historiske sejlskib Solrig oplever du de charmerende små kystbyer ved det marineblå hav. Ikke langt fra mange af øernes naturreservater kan du nyde middage på de skønne kystrestauranter. Der er mulighed for guidede vandreture fra de idylliske byer Homborsund og Grimstad. Lyngor siges at være Europas bedst bevarede landsby, og her kommer du også forbi på sejlturen med Solrig. Blandt lokale nordmænd i dette område er der et bredt udvalg af fritidsaktiviteter for natur-entusiaster. Med Sørlands alsidige natur er fisketure, riverrafting og klatring på listen over de mest populære aktiviteter i landsbyerne.
Lofoten-øerne i Norskehavet har siden vikingetiden været kendte for deres fiskeri, hvor der i vintermånederne bliver fanget ’skrei’ – den norske udgave af torsk. Øerne er oprindeligt bygget af gamle fiskere, til fiskere, så når du besøger Lofoten, vil du opleve, at byerne hovedsageligt består af fiskerhytterne. Se alle vores rejser til Lofoten her.
Besøg tørfisk-museet i Å og Reine Panorama, en af Norges mest fotograferede panoramaudsigter.
Lofotens ’hovedstad’ Svolvær er en eksotisk blanding af hvide sandstrande og snebelagte bjerge, som Solrig også sejler forbi.
4. Nordens Venedig og skærgårdens klippeidyl, Sverige
Sveriges kyster er prydet af den usammenligneligt smukke Skærgård. Stockholms skærgård, også kendt som Nordens Venedig, består af 30.000 øer og klipper på østkysten. Mange af øerne er ubeboede, mens øen Djurgården er en hyggelig sommerfavorit, også blandt de lokale stockholmere.
På vestkysten ligger Gøteborgs skærgård, en øgruppe med et af landets mest enestående klippelandskaber. Den bedste måde at se området på er at sejle fra ø til ø, da mange af øerne er bilfri. På Donsø kører den lokale befolkning udelukkende rundt i golfbiler, og der sættes en ære i at værne om naturen. En rundrejse kan begynde på en af de mest populære øer, Marstrand, hvor der hvert år bliver afholdt Sveriges største internationale sejlsportsbegivenhed ’Stena Match Cup’.
Kärringö-fjorden ved det yndige, tætbebyggede og bilfri Gullholmen er indbegrebet af svensk idyl - enhver sejlers drømmedestination.
Smögen og Fjälbacka, som vi kender fra Camilla Läckbergs krimier, er også et stop værd på rundrejsen, efterfulgt af Grebbestad; et populært strandparadis om sommeren. Læs mere om vores krydstogt i Sverige her.
5. Suomenlinna-fæstningen, Finland
I de tusinde søers land finder du Suomenlinna-fæstningen, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Det er en af Finlands største seværdigheder, kun en kort bådtur fra Helsinki. Fæstningen er et af de steder omkring den finske hovedstad, der bare skal ses. Med en dramatisk krigshistorie er denne vigtige fæstning den dag i dag forvandlet til et idyllisk ø-paradis med flere museer og caféer. Finland er kendt for sine mange glitrende søer, ca. 188.000 i alt, siges det. Smukt beliggende mellem landets skovfrodige naturlandskab.
6. Tempelpladsens kirke i Helsinki
Temppeliaukio er intet mindre end en af de mest fantastiske religiøse bygninger i verden. Tempelpladsens kirke er bygget ind i en naturlig klippeformation, som mest af alt ligner noget fra en sci-fi film. Bygget i 1996 af arkitektbrødrene Timo og Tuomo Suomalainen er kirken blevet en af de mest besøgte arkitektoniske seværdigheder i Finland. "Temppeliaukio" er det finske ord for "Tempelpladsen", også kaldet klippekirken på grund af den særlige arkitektur og det faktum, at den er hugget ud af den rå granit-sten. Du finder kirken i den centrale del af Helsinki. På grund af den fænomenale akustik, skabt af en kobberkuppel, der rækker ca. 12 meter op i luften, bliver her afholdt klassiske koncerter regelmæssigt.
7. Verdens ældste eksisterende parlament, Island
Thingvellir Nationalpark, med verdens ældste eksisterende parlament, Altinget, er et af de steder, den islandske befolkning er særligt stolte af. Nationalparken er på UNESCOs verdensarvsliste og indbyder til en fantastisk gåtur tæt ved Islands største sø Phingvellirvatn. Når talen falder på Islands historie, kan det ikke undgås at nævne dette historiske sted. Du finder det tæt på hovedstaden Reykjavik.
8. Geysir og geotermiske udsigter
I sydvestlandet i det geotermiske område ligger Geysir, en usigelig smuk og usædvanlig attraktion. Med en diameter på 15 m og en 20 m dyb sprække ned i jorden fremviste Geysir engang en vandsøjle på 60-70 m i højden. Et stort vulkanudbrud i 1896 nedsatte imidlertid Geysirs aktivitet, så gennem 1900-tallet har man brugt sæbe for at få Geysir i gang igen. Det har resulteret i, at det varme vand i dag når op i en højde af 10 m. I dag bruges der ikke længere sæbe – og Geysir er heldigvis kommet i gang af sig selv efter flere større jordskælv i 2000.
9. Gudesmukke Gullfoss
Vandfaldet Gullfoss har siden 1979 været naturfredet. Når du besøger Gullfoss, kan du se et mindesmærke til ære for den standhaftige Sigríður Tómasdóttir, der kæmpede for at bevare hendes elskede vandfald. I 1907 forsøgte hendes far at sælge det til en forretningsmand, der ville bruge vandfaldet til vandkraftværk. I protest vandrede hun hundrede kilometer til Reykjavik – barfodet. Da hun truede med at kaste sig i vandfaldet, måtte faren opgive salget, og Gullfoss blev i sidste ende opkøbt af den islandske regering. Har du først set og mærket Gullfoss’ naturkraft, forstår du, hvorfor Sigríður kæmpede så hårdt for at bevare vandfaldet. Island er spækket med smukke naturscenerier, læs mere om vores rundrejse her.
10. Vestmanna-forbjergene, Færøerne
Ved bygden Vestmanna ligger der en af Færøernes absolut største attraktioner, Vestmanna-forbjergene. Det var ikke langt herfra, vikingerne slog sig ned ved landsbyen Vágar. Først når du er kommet ombord på båden, der tager dig rundt langs vestkysten, ser du det alfelignende landskab fra sin fineste vinkel. Denne sejltur kommer uden tvivl til at tage dig med storm. På fjeldet ved Vestmanna kan du også komme på kunstmuseum, hvor rejselederne giver en guidet rundvisning gennem den inspirerende færøske kunsthistorie. Vores rejseledere er lokalkendte og du kan læse om vores rejse til Færøerne her.