Levada-vandring: Den bedste vej til at opleve Madeiras skønhed
Naturelskere, der sværger til aktive ferier, valfarter til Madeira. Ikke mindst på grund af de spektakulære vandreruter langs de utallige levadaer, som er en helt unik måde at udforske øens skønhed og historie på. Men hvad er levada-vandring for en størrelse? Det gør vi dig klogere på her.
Overvejer du at booke en rejse til Madeira, eller har du allerede pakket sydfrugterne og skal snart afsted? Så ved du sikkert allerede, at blomsterøen i Atlanterhavet er leveringsdygtig i noget af verdens smukkeste natur. Men ikke nok med at grønne klippesider, havudsigter og blomster i alverdens farver kæmper om opmærksomheden, så kan du også opleve det betagende sceneri på en ret enestående måde – nemlig ved at levada-vandre.
Et imponerende ingeniørprojekt
Den bedste måde at opleve Madeiras frodige natur og ikoniske landskab på er ved at vandre langs en af Madeiras mere end 2.000 kilometer lange levadaer. En levada er en vandingskanal, som leder regnvandet fra bjergene i nord ned til de mange små landbrugsterrasser, vinmarker og haver i syd, hvor nedbøren er sparsom og jorden derfor mere tørstig.
Levadaerne er et imponerende ingeniørprojekt, der blev skabt af de tidlige kolonister på øen. De første vandingskanaler blev bygget i det 15. århundrede under temmelig barske forhold, da de blev hugget ind i de stejle bjergsider af nordafrikanske slaver. Kanalerne gjorde det muligt at dyrke afgrøder som sukkerrør og vin i de tørre sydkystområder, og gennem århundreder har levadaerne derfor været livsnerven i Madeiras landbrug. De fleste levadaer, du ser nu, er heldigvis opført under ordentlige forhold i begyndelsen af 1900-tallet og bliver i dag omhyggeligt passet af professionelle ’levadeiros’, som sikrer, at den livsvigtige vandstrøm flyder kontinuerligt og ikke bliver bremset af hverken jordskred eller nedfaldne blade.
Det oplever du på en levada-vandring
Siden ægteparret John og Pat Underwood i 1981 udgav bogen “Landscapes of Madeira”, hvori de delte deres store passion for vandring langs øens levadaer, har levada-vandring bare vokset sig større og større som turistattraktion på Madeira.
Og det er en udvikling, der er til at forstå. På en levada-vandring bliver du taget med på en storslået tur gennem nogle af Madeiras smukkeste og mest utilgængelige landskaber. Du vandrer på de smalle stier ved siden af levadaerne, der snor sig gennem frodige skove til brusende vandfald og idylliske landsbyer. Undervejs møder du et overflødighedshorn af flora og fauna, herunder planter og sjældne fuglearter, der kun findes her på øen.
Vandreturen inviterer til mange små pauser til at tage landskabet og de flotte udsigter ind. Og ellers bare nyde fraværet af motorstøj og menneskemylder, mens naturen selv får lov at stå for lydtapetet. Du får selvfølgelig også lidt sved på panden og pulsen op, men det er en del af oplevelsen, når du som aktiv rejsende tager på levada-vandring på Madeira – et absolut must for naturelskere.
Her kan du komme på levada-vandring
Hos NILLES har vi forelsket os i Madeira og alle de mange spændende oplevelser, der venter på øen. På vores rejse til Madeira skal vi derfor naturligvis også ud at vandre langs vandingskanalerne på den smukke hovedø. Vi har inkluderet en times levada-vandring på dag 5, hvor vi skal op til udsigtspunktet Balcões og nyde det enestående vue, men derudover kan du også tilkøbe en vandretur ad en smuk seks kilometer lang rute. Sværhedsgraden er i den udfordrende ende, men til gengæld belønnes du med en kæmpe naturoplevelse. Og følger du vores guidelines nedenfor, bliver du klædt godt på til en helt uforglemmelig vandretur.
3 gode råd til dig, der skal levada-vandre
Når du begiver dig ud på en levada-vandring, er der nogle ting, du skal huske på for at sikre en behagelig og sikker oplevelse:
- 1) Husk passende tøj og udstyr: Det er vigtigt, at du klæder dig passende på med behageligt tøj, du kan være aktiv i, og vandrestøvler med godt greb. Tænk gerne i lag – så du nemt kan tage en trøje af eller på, hvis du har brug for det. Medbring også altid en vandflaske, solcreme og en hat for at beskytte dig mod solen.
- 2) Følg stierne: Vores rejseleder har naturligvis styr på det praktiske og formidler sin viden til os, inden vi begiver os afsted. Men rejselederen kan af gode grunde ikke have øje på os alle på én gang, så sørg for at holde dig til de markerede stier, for på den måde sørger du også for ikke at forstyrre det følsomme økosystem.
- 3) Respektér miljøet: Respekter naturen og levadaerne ved at undgå at efterlade affald og ved ikke at forstyrre det lokale dyreliv.